Er titanium sikkert at lave mad i?

Ja. Titanium er et af de mest kemisk stabile metaller, vi kender, og rent titanium er godkendt til kontakt med fødevarer i EU. Metallet danner øjeblikkeligt et tyndt, tæt oxidlag på overfladen, og det lag gør, at titanium hverken ruster, korroderer eller afgiver målbare mængder metal til maden ved almindelig madlavning — heller ikke når du laver sur mad som tomatsauce, citron eller eddike.

Spørgsmålet kommer helt naturligt, fordi mange har hørt om PFAS i slip-let-belægninger, aluminium i billige gryder og nikkel i rustfrit stål. Titanium opfører sig anderledes, men det er værd at vide præcis hvorfor — og hvor grænsen går. Herunder gennemgår vi, hvad der gør metallet stabilt, hvad EU-reglerne faktisk kræver, hvorfor metallisk titanium ikke skal forveksles med farvestoffet titaniumdioxid, og hvor titanium ikke er det oplagte valg.

Hvorfor titanium er kemisk stabilt

Så snart rent titanium møder luft, dannes der et oxidlag på overfladen på få nanometer. Laget er tæt, hårdt og selvhelende: ridser du overfladen, dannes det igen med det samme. Det er den samme egenskab, der gør, at titanium bruges til implantater og til udstyr i kemisk industri, hvor de fleste andre metaller ville blive ædt op.

I køkkenet betyder det tre konkrete ting:

• Der er ingen belægning, der kan slides af. Overfladen er materialet.
• Syre fra tomat, vin og citron angriber ikke metallet, sådan som det kan misfarve ubehandlet aluminium.
• Overfladen er ikke-porøs, så den suger hverken fedt, farve eller lugt til sig.

Bemærk, at ikke-porøs ikke er det samme som antibakteriel. Titanium slår ikke bakterier ihjel — det giver dem bare ingen revner at sætte sig i, og det er en helt anden mekanisme. Vi har skrevet mere om den forskel i artiklen om, hvorvidt et skærebræt i titanium slår bakterier ihjel. Til sammenligning er en slip-let-pande et lag polymer oven på metal. Det lag er slidbart, og når det bliver tyndt, ændrer panden opførsel — det er hele forklaringen på, at slip-let-pander begynder at hænge efter et halvt år.

Hvad EU-reglerne kræver af metal i køkkenet

Grundreglen er forordning 1935/2004 om materialer og genstande i kontakt med fødevarer. Den siger, at et materiale ikke må afgive stoffer til maden i mængder, der kan udgøre en sundhedsrisiko, eller som ændrer madens sammensætning, smag eller lugt.

For plast findes der en detaljeret EU-forordning med grænseværdier for hvert enkelt stof. For metaller og legeringer findes der ikke en tilsvarende harmoniseret EU-liste. I stedet arbejder myndighederne efter Europarådets tekniske vejledning om metaller og legeringer, som opstiller vejledende grænser for, hvor meget de enkelte metaller må afgive til maden. Fødevarestyrelsen fører kontrollen i Danmark.

Det, du som forbruger kan bruge reglerne til:

• Du kan bede om dokumentation. En seriøs forhandler kan fremvise en overensstemmelseserklæring på materialet.
• Vær skeptisk over for kogegrej, hvor der ikke står, hvad legeringen faktisk indeholder.
• Ordet "fødevaregodkendt" er ikke et beskyttet mærke. Det er dokumentationen bag ordet, der tæller.

Det er også derfor, vi oplyser renheden på vores kogegrej i stedet for at nøjes med ordet titanium. Vi har forklaret, hvad tallet dækker over, i artiklen om hvad 99,89% rent titanium betyder.

Afgiver titanium noget til maden?

Kort svar: så lidt, at det i praksis ikke er den del af køkkenet, du skal bruge din opmærksomhed på. Titanium hører til de metaller, hvor afgivelsen er lav nok til, at den ikke giver anledning til bekymring ved normal brug — og fordi metallet er rent, er der ingen legeringspartnere at afgive.

Det er en reel forskel fra to andre almindelige materialer:

• Aluminium afgiver mest ved sur og salt mad, og især fra ubehandlede gryder. Anodiseret aluminium afgiver væsentligt mindre, men det anodiserede lag kan slides ned over tid.
• Rustfrit stål indeholder typisk 8-10% nikkel. Det er uproblematisk for de fleste, men mennesker med nikkelallergi kan reagere på nikkel fra kosten. Afgivelsen er størst fra helt nye gryder og ved lang kogning af sur mad.

I begge tilfælde falder afgivelsen tydeligt, efterhånden som gryden bliver brugt, og overfladen stabiliserer sig. Rent titanium starter derimod lavt og bliver ved med at ligge lavt. Vil du se materialerne holdt op mod hinanden på flere parametre end sikkerhed, har vi gjort det i titanium, rustfrit stål eller støbejern.

Titanium og titaniumdioxid er ikke det samme

Her opstår den mest almindelige forvirring. Titaniumdioxid — tilsætningsstoffet E171 — blev forbudt som fødevaretilsætningsstof i EU i 2022, efter at EFSA i 2021 konkluderede, at man ikke længere kunne udelukke, at stoffet er genotoksisk.

Den sag handler om noget andet end en gryde:

• E171 var et hvidt farvestof i pulverform, som blev spist — i slik, tyggegummi og glasur — og en betydelig del af partiklerne var i nanostørrelse.
• Oxidlaget på en titaniumpande er bundet fast i metallets overflade. Det er ikke løse partikler, og det ender ikke i maden.

Forbuddet mod E171 er derfor ikke et argument imod kogegrej i titanium, ligesom et forbud mod et bestemt farvestof i slik ikke siger noget om et bestik i stål. Vær opmærksom på, at nogle sælgere vender det om og bruger E171-sagen til at markedsføre deres eget udstyr som "titaniumfrit". Det er en sammenblanding af to forskellige ting, ikke et sundhedsargument.

Hvor titanium ikke er det oplagte valg

Et materiale, der kun har fordele, findes ikke, og ulemperne er værd at kende, før du køber:

• Rent titanium leder varme dårligt — omkring 22 W/m·K mod cirka 400 for kobber. Det er konstruktionen, ikke metallet i sig selv, der giver en jævn stegeflade: en tilstrækkelig tyk bund eller en flerlagsbund fordeler varmen, mens en tynd plade giver steder, der bliver langt varmere end resten.
• Det er ikke slip-let. Du skal forvarme rigtigt og bruge fedtstof. Til gengæld kan du deglacere og bruge redskaber i metal uden at ødelægge noget.
• Prisen er højere end for stål og aluminium, fordi både råmaterialet og bearbejdningen er dyrere.
• Som skærebræt er det hårdere ved knivsæggen end træ. Titanium er mere skånsomt mod æggen end glas og keramik, men et blødt træbræt er stadig mildere.

Passer den afvejning til dit køkken, finder du hele udvalget under kogegrej i titanium, og brætterne under skærebrætter. Er du i tvivl om, hvor du skal starte, er bestsælgerne et fornuftigt udgangspunkt.

FAQ

Kan man få allergi over for titanium?

Titaniumallergi er meget sjælden, og det er en af grundene til, at metallet bruges til implantater. Har du nikkelallergi og reagerer på bestik eller gryder i rustfrit stål, er titanium ofte et bedre valg. Er du i tvivl om en konkret allergi, bør du tage det med din læge frem for at gætte dig frem.

Kan jeg lave sur mad som tomat og citron i titanium?

Ja. Syren angriber ikke oxidlaget, og hverken smag eller farve bliver påvirket. Det er en praktisk fordel frem for ubehandlet aluminium og støbejern uden emalje, hvor lang kogning af sur mad kan give metalsmag og misfarve maden.

Bliver en titaniumpande farlig, hvis den bliver ridset?

Nej. Der er ingen belægning at ridse igennem — overfladen er selve metallet, og oxidlaget dannes igen med det samme. Det er netop her, forskellen til slip-let er størst, for der betyder en ridse, at belægningen er brudt.

Hvad sker der, hvis jeg overopheder en tom titaniumpande?

Titanium tåler langt højere temperaturer, end et komfur kan levere, så selve metallet tager ikke skade. Håndtag og rester af fedtstof kan derimod brænde på, og der kommer røg i køkkenet. Undgå det af hensyn til køkkenet, ikke af hensyn til panden.