Er titandioxid (E171) det samme som titanium i din pande?

Nej. Titandioxid (E171) er et hvidt farvepigment i pulverform — en kemisk forbindelse mellem titanium og ilt — mens en titaniumpande er massivt, metallisk titanium. EU forbød E171 som tilsætningsstof i fødevarer i 2022, efter EFSA i 2021 konkluderede, at stoffet ikke længere kunne anses for sikkert at spise. Det forbud handler om pigmentet, der blev tilsat maden, ikke om metallet, du steger i.

Mange danskere kender netop ordet titandioxid fra det forbud, fordi stoffet forsvandt fra slik, tyggegummi og kagepynt. Derfor udløser ordet titanium på et køkkenprodukt en alarm, der ikke hører hjemme her. Denne artikel forklarer forskellen på grundstof, oxid og pigment, hvad EFSA faktisk konkluderede, hvorfor der alligevel sidder en tynd oxidfilm på enhver titaniumpande, hvor du stadig møder E171, og hvad du konkret skal kigge efter, når et produkt kalder sig titanium.

Grundstof, oxid og pigment er tre forskellige ting

Titanium er grundstof nummer 22 — et sølvgråt metal. Titandioxid er en kemisk forbindelse mellem titanium og ilt, og som fint hvidt pulver er det et af verdens mest brugte farvepigmenter. E171 er den betegnelse, pigmentet havde, da det stadig måtte bruges i fødevarer.

Et grundstof og en forbindelse af det grundstof opfører sig ikke ens. Natrium er et metal, der reagerer voldsomt med vand, og klor er en giftig luftart, men sammen er de bordsalt. På samme måde siger det ikke noget om metallet, at pigmentet blev forbudt som tilsætningsstof. Det afgørende er formen:

• Metallisk titanium: et fast metal, du kan forme til en pande
• Titandioxid som pigment: et løst pulver, der blandes i noget andet
• E171: netop det pulver, godkendt til at blive spist — indtil 2022

Når du steger i en titaniumpande, spiser du ikke pulver. Der er ikke tilsat noget til overfladen, og der er intet pigment i metallet.

Hvad EFSA faktisk konkluderede i 2021

EFSA vurderede E171 igen i 2021 og nåede frem til, at stoffet ikke længere kan anses for sikkert som tilsætningsstof i fødevarer. Begrundelsen var, at man ikke kunne udelukke genotoksicitet — altså skade på arvemassen — og at der derfor ikke kunne fastsættes et acceptabelt dagligt indtag. Det er en anden og mere forsigtig konklusion end at sige, at stoffet påviseligt er skadeligt. Du kan læse EFSA's egen opsummering af vurderingen.

EU fulgte vurderingen og forbød E171 i fødevarer, med en overgangsperiode, der løb til august 2022. Siden da har du ikke kunnet købe slik eller kagepynt i EU med E171 i. Det var en beslutning om et pulver, der blev indtaget i gram over et helt liv — ikke om gryder og pander.

Det er værd at holde fast i forskellen mellem de to regelsæt. Tilsætningsstoffer vurderes ud fra, hvor meget man spiser af dem. Materialer i kontakt med fødevarer vurderes ud fra, hvor meget de afgiver til maden. Det er to helt forskellige spørgsmål med hver deres lovgivning, og et forbud i det ene sæt siger ikke noget om det andet.

Den tynde oxidfilm på titanium — og hvorfor den ikke er E171

Her skal man være ærlig, for der findes faktisk titandioxid på en titaniumpande. Titanium reagerer med ilt i luften og danner spontant et passivt oxidlag på overfladen. Laget er nogle få nanometer tykt, det dannes af sig selv, og det gendanner sig, hvis du ridser overfladen. Det er netop den film, der gør titanium modstandsdygtigt over for korrosion og gør metallet inert over for syrlig mad.

Men den film har intet til fælles med E171 ud over den kemiske formel. Forskellen er afgørende:

• Filmen er kemisk bundet til metallet, ikke et løst pulver
• Den er sammenhængende og bliver ikke revet med af maden
• Den er ikke tilsat — den opstår af sig selv i kontakt med luft

Materialer i kontakt med fødevarer skal overholde kravet om ikke at afgive stoffer i sundhedsskadelige mængder, og det er præcis det, en tæt oxidfilm sikrer. Fødevarestyrelsen gennemgår reglerne for emballage og udstyr til fødevarer. Selve sikkerhedsspørgsmålet har vi behandlet grundigere i artiklen om, hvorvidt titanium er sikkert at lave mad i.

Hvor du stadig møder titandioxid

Forbuddet gælder fødevarer. Titandioxid er ikke forbudt som stof, og du møder det stadig flere steder i hverdagen — som hvidt pigment i maling, plast, papir og tandpasta, som filter i solcreme og som overtræk på tabletter, hvor det fortsat er tilladt i EU.

I køkkenet er der to steder, hvor det er relevant. Det ene er hvide glasurer og hvide belægninger, hvor titandioxid ofte er det pigment, der giver farven. Her er stoffet bundet i glasuren eller polymeren og ikke frit tilgængeligt. Det andet er belægninger, der markedsføres med ordet titanium: det betyder som regel, at der er indlejret titaniumpartikler i en slip-let-belægning for at gøre den mere slidstærk, og det er altså stadig en belægning med alt, hvad det indebærer. Forskellen mellem en belægning og et gennemgående materiale har vi gennemgået i sammenligningen af titanium og keramisk belægning.

Sådan læser du ordet titanium på et produkt

Ordet titanium bruges i køkkenafdelingen om tre helt forskellige ting, og det er sælgerens formulering, der afgør hvilken. Det er værd at bruge et halvt minut på at læse efter:

1. Massivt titanium: hele godset er titanium, og der er ingen belægning at slide igennem
2. Titaniumforstærket belægning: en slip-let-belægning med indlejrede partikler — stadig en belægning
3. Titaniumfarvet: rent kosmetisk, siger intet om materialet

Bed om materialeangivelsen, hvis den ikke står der. En sælger af materialer til fødevarekontakt skal kunne dokumentere, at produktet overholder kravene, og en renhedsgrad bør kunne oplyses. Hvad tallene på en renhedsangivelse betyder, har vi regnet igennem i artiklen om, hvad 99,89 % rent titanium egentlig dækker over. Er der ingen angivelse overhovedet, er det i sig selv et svar.

Hvorfor ordene på etiketten betyder mere end selve metallet

Titandioxid-forvirringen er et godt eksempel på et mønster, der går igen i hele køkkenet: et ord gør et arbejde, materialet ikke gør. Det gælder ordet granit på en pande, ordet keramisk på en belægning og ordet titanium, når det kun beskriver en farve. Vi har set på den samme mekanik i Hvad betyder 99,89% rent titanium egentlig? og i Er titanium sikkert at lave mad i?, og konklusionen er den samme begge steder: det er konstruktionen og materialeangivelsen, der afgør sagen, ikke navnet.

Fordelen ved et gennemgående metal er, at spørgsmålet forsvinder. Der er ingen belægning, der kan slides igennem, intet pigment tilsat overfladen og ingen lagdeling, der kan skille sig ad. Til gengæld skal ulemperne siges højt: massivt titanium er dyrere end både aluminium og rustfrit stål, rent titanium leder varme dårligt og kræver derfor en gennemtænkt bundkonstruktion, og du skal vænne dig til at stege med fedtstof i stedet for på en slip-let-flade. Vil du se, hvad det betyder i praksis, ligger de mest solgte modeller under bestsellere, hele sortimentet under kogegrej i titanium, og hverdagspanden er Nordvik Titanium Nutri Pan Pro+.

FAQ

Er titandioxid forbudt i EU?

Det er forbudt som tilsætningsstof i fødevarer, hvor det hed E171, efter en overgangsperiode, der sluttede i august 2022. Stoffet er ikke forbudt generelt og må fortsat bruges i blandt andet maling, plast, solcreme og som overtræk på tabletter. Forbuddet handlede alene om at spise pigmentet.

Indeholder en titaniumpande titandioxid?

Der dannes en passiv oxidfilm på nogle få nanometer på overfladen, når metallet møder luft, og den film er kemisk set titandioxid. Den er bundet til metallet, sammenhængende og gendanner sig selv ved ridser. Den har derfor intet til fælles med det løse pulver, der blev tilsat fødevarer som E171.

Hvorfor blev E171 forbudt, hvis det ikke er bevist skadeligt?

EFSA kunne ikke udelukke, at pigmentet kan skade arvemassen, og kunne derfor ikke fastsætte et acceptabelt dagligt indtag. Uden et sådant tal kan et tilsætningsstof ikke godkendes. Det er et forsigtighedsprincip og ikke en konklusion om, at stoffet påviseligt gør skade i de mængder, folk indtog.

Betyder titanium på en pande, at den er af titanium?

Ikke nødvendigvis. Ordet bruges både om massivt gods, om slip-let-belægninger med indlejrede titaniumpartikler og rent farvebeskrivende. Kig efter en konkret materialeangivelse og en renhedsgrad. Står der titaniumforstærket eller titaniumbelagt, er der tale om en belægning, som kan slides igennem med tiden.