Hvor mange skærebrætter har du brug for?

De fleste private køkkener har brug for to skærebrætter: ét til råt kød, fjerkræ og fisk og ét til alt det, der spises uden at blive tilberedt, som salat, frugt og brød. Et tredje bræt kan give mening til brød eller stærke smage som hvidløg og løg, men flere end tre gør det som regel bare sværere at holde styr på, hvilket bræt der bruges til hvad.

Artiklen er til dig, der står og skal købe nyt, eller som har ét slidt bræt og er i tvivl om, hvorvidt det er nok. Vi gennemgår, hvorfor råt kød skal have sit eget bræt, hvordan du holder brætterne adskilt i praksis, hvilke størrelser der passer til hvilke opgaver, om du kan blande materialer, og hvornår ét bræt faktisk er nok.

Hvorfor råt kød skal have sit eget bræt

Det vigtigste skel i køkkenet går ikke mellem kød og grønt, men mellem det, der bliver varmebehandlet, og det, der ikke gør. Råt kød og især råt fjerkræ kan bære bakterier som campylobacter og salmonella. Når kødet bliver stegt eller kogt igennem, er det ikke et problem. Det bliver først et problem, når kødsaft fra brættet ender på agurken til salaten eller på det brød, der allerede er skåret.

Derfor er et af Fødevarestyrelsens faste råd at holde råt kød adskilt fra spiseklar mad. Du kan læse rådene i deres oversigt over god køkkenhygiejne i private hjem. Rådet handler ikke kun om brættet, men også om kniv, hænder og den tallerken, kødet har ligget på.

To brætter gør rådet let at følge. Du behøver ikke at vaske og tørre midt i madlavningen, og du slipper for at huske, hvad der lå på brættet for et kvarter siden. Det er hele pointen: et system, der virker, også en travl hverdag kl. 17.30, hvor tre ting skal skæres samtidig.

Fisk hører i de fleste køkkener til på kødbrættet. Den skal også tilberedes, og den efterlader lugt og saft, som du heller ikke vil have på frugten.

Sådan holder du styr på, hvilket bræt der er hvilket

I professionelle køkkener bruger man farvekoder: rød til råt kød, blå til fisk, grøn til grønt og så videre. Hjemme er det sjældent nødvendigt med et helt farvesystem, men du skal kunne se forskel uden at tænke over det. Det kan gøres på flere måder:

• Forskellige materialer. For eksempel et bræt i træ til brød og grønt og et i titanium eller plast til kød.
• Forskellige størrelser. Det store bræt til kød og det mindre til hurtige opgaver, eller omvendt. Det vigtigste er, at reglen ligger fast.
• Fast plads. Kødbrættet står altid samme sted, tæt på køleskabet eller opvaskemaskinen.
• En lille markering. Et hak i kanten eller et mærke på bagsiden, hvis brætterne ligner hinanden.

Uanset hvad du vælger, gælder det, at alle i husstanden skal kende reglen. Et system, kun én person kender, holder ikke længe, og det er typisk dér, det går galt, når en anden laver mad.

Hvilken størrelse passer til hvilken opgave?

Størrelsen afgør, hvor godt brættet bliver brugt. Et for lille bræt får maden til at rulle ud over kanten, og et for stort bræt bliver liggende i skabet, fordi det fylder for meget på bordet og ikke kan vaskes let. Som tommelfingerregel:

1. Omkring 30 × 20 cm er nok til et løg, en citron, krydderurter og et par skiver brød.
2. Omkring 35 × 25 cm er hverdagsstørrelsen til grøntsager til en aftensmad og til kyllingebryst eller fileter.
3. Omkring 45 × 30 cm giver plads til en hel kylling, en steg eller en stor portion grønt, der skal skæres i ét hug.

Mål din bordplade og din vask, før du vælger den største størrelse. Kan brættet ikke ligge fladt i vasken eller komme ind i opvaskemaskinen, bliver det vasket dårligere, og det er netop kødbrættet, der skal vaskes grundigt. Mange vælger derfor en mellemstørrelse til kød og en lille til det spiseklare.

Ligger brættet uroligt på en glat bordplade, hjælper en skridsikker måtte eller et fugtigt viskestykke under. Et bræt, der glider, er en større risiko for fingrene end for maden.

Kan man blande materialer?

Ja, og det er ofte den bedste løsning, fordi materialerne er gode til forskellige ting. Træ er det mest skånsomme for knivene og behageligt at skære brød på, men det skal tørre godt og have olie med jævne mellemrum. Plast er billigt og let, men knivspor samler sig hurtigt, og et gennemridset plastbræt er svært at få helt rent. Titanium har ingen porer, så kødsaft ikke trænger ned i materialet, og det kan gå i opvaskemaskinen.

Den ærlige ulempe ved titanium er knivsæggen. Et hårdt bræt sløver en kniv hurtigere end træ, så du skal regne med at stryge eller slibe kniven oftere. Vi har gennemgået forskellene i detaljer i artiklen om, om et skærebræt i titanium er bedre end træ og plast.

En kombination, der virker i mange hjem, ser sådan ud:

• Et bræt i titanium eller plast til råt kød, fjerkræ og fisk, fordi det skal i opvaskemaskinen hver gang.
• Et træbræt til brød, ost, frugt og grønt, hvor knivene får lov at skære blødt.

Vær opmærksom på, at træ holder bedre på lugte. Skærer du meget hvidløg og løg, kan det være en grund til et tredje bræt, som vi forklarer i artiklen om, hvorfor skærebrættet lugter af hvidløg.

Hvornår er ét bræt nok?

Bor du alene, har du et meget lille køkken, eller spiser du sjældent kød, kan ét bræt godt være nok. Det kræver bare, at du gør tingene i den rigtige rækkefølge og vasker ordentligt imellem:

1. Skær det spiseklare først: salat, frugt, brød og krydderurter.
2. Skær derefter det, der skal tilberedes, som grøntsager til gryden.
3. Skær råt kød, fjerkræ og fisk til sidst.
4. Vask brættet med varmt vand og opvaskemiddel eller i opvaskemaskinen, før det bruges igen.

Rækkefølgen virker kun, hvis du holder den hver gang. Skal der skæres mere salat, efter at kyllingen har ligget på brættet, skal det vaskes først, ikke bare skylles under hanen. Det er her, ét bræt bliver besværligt i praksis, og hvorfor de fleste familier ender med to.

Et enkelt bræt slides også dobbelt så hurtigt, fordi det bruges til alt. Er det i træ eller plast, skal du derfor holde ekstra øje med dybe knivspor.

Antallet betyder mindre end overfladen

To brætter løser problemet med krydsforurening, men kun hvis brætterne kan blive rene. Det er samme mønster, som vi ser i hele køkkenet: det er overfladen, der afgør, hvor godt noget kan rengøres, ikke hvor mange ting du har. Læs mere i Hvor ofte skal man udskifte sit skærebræt? og Slår et skærebræt i titanium bakterier ihjel?, hvor vi forklarer, hvorfor knivspor i plast og træ er det egentlige problem.

Massivt titanium har ingen belægning, der kan slides af, og ingen porer, som kødsaft kan trænge ned i. Det er ikke antibakterielt, men det kan vaskes rent hver gang, også i opvaskemaskinen. Det koster mere end et plastbræt, og knivene skal slibes oftere, så det er mest oplagt som det bræt, der får de hårdeste opgaver. Se vores skærebrætter i rent titanium, eller gå direkte til Nordvik-skærebrættet i tre størrelser. Vil du også have en kniv, der passer til, finder du den blandt vores køkkenredskaber.

FAQ

Skal fisk have sit eget skærebræt?

Det er sjældent nødvendigt i et privat køkken. Fisk skal tilberedes ligesom kød, så den kan dele bræt med råt kød og fjerkræ. Mange vælger alligevel at skære fisk sidst eller på et bræt, der kan gå i opvaskemaskinen, fordi lugten ellers hænger ved, især i træ og ridset plast.

Må et bræt, der har været brugt til råt kød, bruges til salat bagefter?

Ja, når det er vasket grundigt med varmt vand og opvaskemiddel eller har været i opvaskemaskinen. Det er ikke nok at skylle det under hanen. Har brættet dybe knivspor, er det svært at få helt rent, og så er det bedre at holde det til kød og bruge et andet til det spiseklare.

Kan man skære råt kød på et træbræt?

Det kan man godt, hvis brættet bliver skrubbet med varmt vand og opvaskemiddel bagefter og tørrer helt. Træ må som regel ikke komme i opvaskemaskinen, og det er den største ulempe til råt fjerkræ. Mange bruger derfor træ til brød og grønt og et bræt, der tåler opvaskemaskinen, til kød.

Hvordan skal skærebrætter tørre efter opvask?

Stil dem på højkant eller i et stativ, så luften kommer til begge sider. Et vådt bræt, der ligger fladt på bordet eller i en stak, tørrer langsomt på undersiden. For træbrætter er det særligt vigtigt, fordi fugt, der bliver siddende, kan få træet til at slå sig og revne.